Tanker fra vores værksted

Tanker fra vores værksted

Tilbage

Gå tilbage til vores hovedside

Topøjet

LøberingePosted by ussingbech Wed, December 15, 2010 15:42:49

Topøjet i spidsen af stangen er det første, der skal monteres – det skal nemlig bruges til at finde den korrekte placering af de øvrige løberinge.

Monteringen af topøjet er næsten så banal, at det ikke kræver sit eget indlæg her, for det skal blot limes fast i spidsen af klingen med lidt epoxy.

Nogle stangbyggere foretrækker at bruge varmelim til topøjet, og et enkelt firma går så vidt, at det sælger en speciel lim til opgaven. Vi har brugt den - og gør det aldrig igen.

Limen svigtede nemlig, så topøjet faldt af, da vi en dag stod ved en god ørredsø på den anden side af kloden. Surt. Og et farvel til varmelimen i den daglige stangbygning. Stiften med limen ligger dog stadig i reparationsæsken, for den er praktisk, hvis man knækker spidsen og skal lave en reparation ude ved fiskevandet.

Til daglig er vores valg dog en to-komponent lim med en tørretid på omkring 5 minutter.

Topøjet er det første, vi monterer på stangen – mest fordi det er praktisk at have det på klingen, når man skal beslutte placeringen af de øvrige øjer.

Inden man limer topøjet fast, er det en god idé at ridse spidsen af klingen med fint sandpapir. Ujævnhederne giver limen et mere solidt greb om klingen.

Når det er gjort, fylder man lim ned i bøsningen på topøjet og skubber det ned over spidsen. På små topøjer kan det være en drilsk udfordring at få tilstrækkeligt med lim ned i bøsningen, men det hjælper som regel at bruge en flækket tandstikker.

Der flyder sikkert lidt lim ud på klingen. Det tørres helt enkelt af med et stykke køkkenrulle vædet i sprit.

Til sidst lægger man klingen over knæet, bøjer den og finder stangens rygrad, inden man justerer topøjet, så det sidder rigtigt i forhold til den.


  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post9