Tanker fra vores værksted

Tanker fra vores værksted

Tilbage

Gå tilbage til vores hovedside

Glatte og lækre fødder

LøberingePosted by ussingbech Wed, December 15, 2010 01:08:50

Løberingene på både spinne- og fluestænger skal slibes, inden man monterer dem. Ellers får man kantede og grimme beviklinger

Moderne løberinge er sjældent perfekte fra fabrikken, og derfor er man som regel nødt til at tilpasse dem, inden man monterer dem på stangen.

Problemet er, at oversiden af øjernes fod sjældent er slebet tilstrækkeligt flad. Hvis man ikke gør noget, vil der komme en stejl overgang på beviklingen, når den skal op over foden.

Den stejle kant er mest markant på skydeøjerne, men ses også på de fleste slangeringe – også selv om producenten hævder, at øjerne er slebne fra fabrikkens side.

Fidusen ved at slibe fødderne flade i spidsen er, at det bliver meget nemmere at bevikle, så tråden ligger pænt og jævnt. Det går også hurtigere at bevikle øjer, der er slebet ordentligt, så den tid, man investerer i det, kommer hurtigt hjem igen.

Slib også kanten foden

Når man alligevel er i gang, er det en god idé også at slibe kanterne på oversiden af foden, så de får en blødere runding.

Det får beviklingen til at se mere harmonisk ud – og man undgår samtidig en markant luftlomme mellem øjet, tråden og klingen.

Luftlommen gør ingen skade – men hvis man ikke får den fyldt op med epoxy under lakeringen, trænger der let vand ind under beviklingen, og det kan i værste fald give problemer med rust.

Rigtige stangbygningsnørder ville nok tilføje, at der heller ingen grund er til at bruge unødigt meget epoxy på at fylde lufthuller op. Det gør stangen tungere – så den pointe tager vi lige med…

En lille metalfil kan klare opgaven med at slibe øjerne, men det er både nemmere og hurtigere, hvis man har adgang til en bænksliber. Den slags står kun i de færreste hjem, men med lidt kreativ indsats kan man normalt finde et sted, hvor man kan låne sig frem – f.eks. i det lokale medborgerhus, hvor der ofte er et lille værksted med de mest basale remedier.

Glat efter med slibepapir
Den sidste slibning foregår med et stykke slibepapir. Formålet er at fjerne eventuelle skarpe kanter på undersiden, så der ikke er noget, der kan skade klingen.

Til sidst står du tilbage med et øje, der ser ud som det på billedet til højre. Her er fødderne helt glatte, og der mangler kun at give det et lille bøj, så det ligger helt fladt mod klingen.

Læs også: Et lille trick til beviklingerne

Læs også: Så let kan du bygge en fluestang – serie i fire dele


  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post7