Tanker fra vores værksted

Tanker fra vores værksted

Tilbage

Gå tilbage til vores hovedside

Så let kan det gøres - III

StangbygningPosted by ussingbech Mon, December 13, 2010 00:00:59

Mange hjulholdere til kysten vejer op mod 30 gram. Vi fandt en løsning på den halve vægt. Farven endte dog med at være en anden den på modellen på vægten.

Advarsel: Der kan forekomme høj nørdfaktor i denne blogserie.

Vi har bygget en Affinity X 590-4 med det ene formål at gøre stangen så let som muligt. Det sværeste var at finde en let hjulholder – vi endte med vores helt egen løsning.

Da vi begyndte at analysere fluestængers vægt, stod det hurtigt klart, at valget af hjulholder var den største udfordring, når det gjaldt om at designe en stang, der ikke var tynget af for meget dødvægt.

Problemet er, at det danske fluefiskeri på kysten stiller helt unikke krav til stængerne. De skal være lette – men de skal samtidig kunne tåle saltvand og holde hjulet solidt fast. Det er et problem, når stort set alle hjulholdere til saltvand er designet til kraftige stænger, og de små hjulholdere ofte har træindlæg, der bestemt ikke tåler saltvand godt.

Samtidig var vores research besværet af, at stort set ingen af fabrikkerne opgiver vægten af deres hjulholdere – og det blev lidt for dyrt at købe alle modeller på markedet for at veje dem. Vi skrev til en stribe producenter og forklarede udfordringen. Enkelte svarede. Andre hjulholdere fik vi oplysninger om fra ligesindede.

Til vores store overraskelse var modellerne med kulfiberindlæg alle meget tunge – mange af dem er tænkt til kraftigere stænger, og andre er lavet af messing, der vejer godt til.

Tilbage var klassiske sorte hjulholdere – og en enkelt med træindlæg:

■ U15HG (Struble): 29 gram

■ RSLS (REC): 32 gram

■ CL7 (Pacific Bay): 26 gram

■ ABS med indlæg af imprægneret træ (REC): 26 gram

Konklusionen lå lige for: Den perfekte hjulholder til en dansk kystfluestang i klasse 5 findes ikke.

Vi måtte kreere den selv.

Det var et logisk valgt at tage udgangspunkt i ABS'en. Metallet er anodiseret, så det kan tåle saltvand – og selve hardwaren vejer blot 7 gram, hvis man dropper bundduppen.

I vores ungdom var det populært at lave hjulholdere med indlæg af kork. Den løsning ville have givet en hjulholder med en samlet vægt på omkring 11 gram – men vi valgte korken fra af æstetiske grunde. Af praktiske grunde opgav vi også at få designet et mellemstykke af kulfiber.

Og så var vi faktisk på herrens mark, indtil posten kom med en sending vareprøver med af forskellige typer af gummikork og burl. Det var helt rigtigt: Materialet tåler saltvand, ser godt ud, og vægten er ikke meget højere end kork. Efter et par forsøg stod vi med en hjulholder, der blot vejer 15 gram – og det færdige resultat blev i vores øjne en ret flot løsning, hvor den mørke og matte finish på burl-indlægget danner en markant kontrast til nysølv-anodiseringen – og faktisk får den til at stråle lidt ekstra.

Det tog lidt tid at finde den rigtige løsning til en ultralet hjulholder – men det lykkedes. Tallene ser sådan ud:

■ Hardware: 7,30 gram

■ Indlæg: 7,84 gram

■ Samlet vægt: 15,14 gram

Som skemaet længere oppe viser, vejer det letteste alternativ 26 gram. Med andre ord har vi i runde tal sparet 11 gram – eller cirka 42 procent – på selve hjulholderen.

Læs mere: Sådan designer du selv en ultralet hjulholder med indlæg af brændt burl.

Dertil kommer, at vi har sparet et ukendt antal gram på monteringen. Hvis vi havde valgt andre modeller, skulle vi have bygget klingen op med f.eks. tape og lim, så den passede til hjulholderens diameter. Det slap vi for med burl-løsningen, da indlægget passer ekstremt stramt ned over klingen.

Stangen endte i øvrigt med at blive monteret med en lille fightbutt af en korkring og en halv burlring. Den vejer to gram. Hvilket næsten på decimalen er det samme som den metalafslutning, hjulholderen er født med.

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres I - Op på vægten

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres II – Øjer, tråd og lakering

  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post3