Tanker fra vores værksted

Tanker fra vores værksted

Tilbage

Gå tilbage til vores hovedside

Hvad er det nu lige med klingens rygrad?

Stangbygning genereltPosted by ussingbech Thu, December 16, 2010 22:13:21

Klingens ‘rygrad’ er et omdiskuteret emne blandt stangbyggere. Vi skiller fup fra fakta.

Fluestænger bøjer meget under kast, og en forkert placeret af øjerne kan få stangen til at vride sig, så kastet bliver forringet.


Hvis man bøjer en klinge, og samtidig ruller den, vil man hurtigt opdage, at klingen ikke er lige stiv over det hele.

Den har typisk en blød side, som den konsekvent prøver at svuppe tilbage til - og den side af klingen er præcist der, hvor løberingene skal placeres.

Normalt kalder man de bløde sider for stangens rygrad - men det er decideret dårligt udtryk, som vi har besluttet os for at droppe. Så først lige et par ord om det. Vi har tre grunde til at droppe ordet rygrad:

■ Ordet er faktisk meningsløst, da fiskestænger er hule og derfor ikke har en rygrad i normal forstand.

■ Derfor halter logikken i udtrykket: Du skal sætte løberingene på rygraden, hedder det sig. Men er det nu lige den bløde eller den stive side af klingen, der menes?

■ Mange fiskere bruger ‘rygrad’ om noget helt andet - nemlig generel råstyrke: Det kræver en stang med rygrad, at ...

Derfor foretrækker vi at tale om stangens stive og bløde sider. Og faktisk har den to af hver: To bløde sider placeret direkte over for hinanden og to stive sider, der sidder vinkelret på.

Tekniske fejl skaber stive og bløde sider
Når man producerer en klinge til en fiskestang, foregår det ved en meget lavteknologisk proces: Man ruller en tynd måtte af kulfibre og bindemiddel stramt om en taperet mandril og hærder derefter klingen i en ovn.

I den perfekte verden er klingen designet sådan, at kulfibermåtten passer perfekt om mandrillen, og der er præcist lige meget kulfiber på alle sider af klingen.

Sådan er det desværre sjældent, og små overlap af kulfiber er den mest normale årsag til at klingen ikke er lige stiv på alle sider. Der er mange andre fejlkilder. Følgende liste er ikke udtømmende, men omfatter dog hovedparten:

■ Overlap af kulfiber

■ Hullet i klingen er ikke centreret

■ Klingen er en anelse oval, typisk på grund af ujævnt pres på kulfibermåtten under hærdningen.

■ Klingen er trykket lidt flad på den ene side.

■ Hvis klingen ikke er rullet og hærdet under tilstrækkeligt stort pres, kan der opstå mikroskopiske luftbobler i den.

■ Ujævne fordeling af kulfiber eller bindevæv i måtten

En luftboble påvirker kun klingens stivhed over et ganske kort stykke, mens en ujævn fibermåtte kan påvirke hele stangen.

Undgå skæve kast

For at forstå ideen med at sætte løberingene på klingens bløde side, skal kan lige tænke over, hvad der sker under kastet:

Under kraftfulde kast bliver stangen bøjet temmelig voldsomt, og hvis løberingene sidder på klingens stive side, vil den konstant prøve at vride sig for at undgå presset. Det giver en urolig stangspids og vil uværgerligt forplante sig til fluelinen og forringe både kastelængden og præcisionen.

Derfor sættes løberingene på klingens bløde side, så klingen bevæger sig i den bane, som er mest naturlig for den.

En tur over knæet …

Man kan købe finurlige dingenoter, der er beregnet til at bestemme klingens bløde sider. Det er dog noget lettere - og en hel del billigere - er rulle dem over knæet, mens man bøjer klingen.

Så mærker man tydeligt, at klingen er mere bøjelig to steder. Omvendt har klingen også et par stive punkter, som den altid vil prøve at vride sig væk fra.

Vi skal have markeret de bløde punkter, og det gøres lettest med en lille prik på et stykke malertape, som man på forhånd har sat på klingen.

Den bløde side skal findes for hver enkelt sektion – ellers giver det ingen mening. På firedelte stænger kan det være svært at ramme præcist på den stive bundsektion, men hvis det kniber, så er forskellen næppe markant, og så dropper vi det som regel. På firedelte stænger vælger vi i øvrigt ofte med at finde den bløde side i spidsen i samme ombæring, som vi monterer topøjet.

En skævert ...
Nogle stangbygger vælger at ignorere de stive og bløde sider, fordi deres klinge er en smule skæv, og de gerne vil have den til at se lige ud, når de står med den i hånden. Vi forstår tankesættet – men synes ærligt talt at det er vigtigere, at klingen kaster bedst muligt.

Og i øvrigt går der meget lang tid mellem, at vi ser en klinge med en udtalt skævhed.


  • Comments(1)//blog.ussingbech.dk/#post11

Så let kan det gøres - IV

StangbygningPosted by ussingbech Mon, December 13, 2010 00:08:11

Den færdige Affinity X endte på blot 76,3 gram – men kunne vi have bygget en lettere AFTM 5?

Ja, naturligvis. Men ikke så meget, at stangen f.eks. kom ned på 75 gram. Det var især fire muligheder for en lettere stang, som vi helt bevidst valgte fra:

■ Det oplagte er naturligvis, at vi kunne have valgt en anden klinge. CTS’ klinger er meget lette – men netop Affinity X er en meget kraftfuld model, og det skyldes blandt andet, at der er brugt mere materiale end på andre modeller i klasse 5. Ved for eksempel at vælge en Affinity MX i samme længde og vægtklasse ville vi have sparet omkring 2 gram.

■ Vi kunne have valgt en klinge i to eller tre sektioner i stedet for fire. Også her kunne vi i bedste fald have sparet et par gram..

■ Vi kunne have brugt kork i stedet for brændt burl i hjulholderen. Det ville have givet 3-4 gram, da burlen er tæt på at være dobbelt så tung som korken.

■ Vi kunne have sat et lidt tyndere, cigarformet håndtag på. Vi har målt forskellige håndtagsformer op mod hinanden, og her kunne der have sparet et sted mellem et og to gram.

Ved at bruge den samme klinge, kunne jeg altså have sparet omkring 5 gram og være endt med en stangvægt på omkring 71 gram. Og det kunne have været yderligere reduceret ved at vælge en MX-model – eventuelt en tredelt.

Men det var ikke opgaven. Og vores oplevelse af den ultralette udgave af Affinity X er da også, at den virker ekstremt let, når man tager den i hånden. Så opgaven er løst.


Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres I - Op på vægten

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres II – Øjer, beviklinger og lak

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres III – Lette hjulholdere


  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post4

Så let kan det gøres - III

StangbygningPosted by ussingbech Mon, December 13, 2010 00:00:59

Mange hjulholdere til kysten vejer op mod 30 gram. Vi fandt en løsning på den halve vægt. Farven endte dog med at være en anden den på modellen på vægten.

Advarsel: Der kan forekomme høj nørdfaktor i denne blogserie.

Vi har bygget en Affinity X 590-4 med det ene formål at gøre stangen så let som muligt. Det sværeste var at finde en let hjulholder – vi endte med vores helt egen løsning.

Da vi begyndte at analysere fluestængers vægt, stod det hurtigt klart, at valget af hjulholder var den største udfordring, når det gjaldt om at designe en stang, der ikke var tynget af for meget dødvægt.

Problemet er, at det danske fluefiskeri på kysten stiller helt unikke krav til stængerne. De skal være lette – men de skal samtidig kunne tåle saltvand og holde hjulet solidt fast. Det er et problem, når stort set alle hjulholdere til saltvand er designet til kraftige stænger, og de små hjulholdere ofte har træindlæg, der bestemt ikke tåler saltvand godt.

Samtidig var vores research besværet af, at stort set ingen af fabrikkerne opgiver vægten af deres hjulholdere – og det blev lidt for dyrt at købe alle modeller på markedet for at veje dem. Vi skrev til en stribe producenter og forklarede udfordringen. Enkelte svarede. Andre hjulholdere fik vi oplysninger om fra ligesindede.

Til vores store overraskelse var modellerne med kulfiberindlæg alle meget tunge – mange af dem er tænkt til kraftigere stænger, og andre er lavet af messing, der vejer godt til.

Tilbage var klassiske sorte hjulholdere – og en enkelt med træindlæg:

■ U15HG (Struble): 29 gram

■ RSLS (REC): 32 gram

■ CL7 (Pacific Bay): 26 gram

■ ABS med indlæg af imprægneret træ (REC): 26 gram

Konklusionen lå lige for: Den perfekte hjulholder til en dansk kystfluestang i klasse 5 findes ikke.

Vi måtte kreere den selv.

Det var et logisk valgt at tage udgangspunkt i ABS'en. Metallet er anodiseret, så det kan tåle saltvand – og selve hardwaren vejer blot 7 gram, hvis man dropper bundduppen.

I vores ungdom var det populært at lave hjulholdere med indlæg af kork. Den løsning ville have givet en hjulholder med en samlet vægt på omkring 11 gram – men vi valgte korken fra af æstetiske grunde. Af praktiske grunde opgav vi også at få designet et mellemstykke af kulfiber.

Og så var vi faktisk på herrens mark, indtil posten kom med en sending vareprøver med af forskellige typer af gummikork og burl. Det var helt rigtigt: Materialet tåler saltvand, ser godt ud, og vægten er ikke meget højere end kork. Efter et par forsøg stod vi med en hjulholder, der blot vejer 15 gram – og det færdige resultat blev i vores øjne en ret flot løsning, hvor den mørke og matte finish på burl-indlægget danner en markant kontrast til nysølv-anodiseringen – og faktisk får den til at stråle lidt ekstra.

Det tog lidt tid at finde den rigtige løsning til en ultralet hjulholder – men det lykkedes. Tallene ser sådan ud:

■ Hardware: 7,30 gram

■ Indlæg: 7,84 gram

■ Samlet vægt: 15,14 gram

Som skemaet længere oppe viser, vejer det letteste alternativ 26 gram. Med andre ord har vi i runde tal sparet 11 gram – eller cirka 42 procent – på selve hjulholderen.

Læs mere: Sådan designer du selv en ultralet hjulholder med indlæg af brændt burl.

Dertil kommer, at vi har sparet et ukendt antal gram på monteringen. Hvis vi havde valgt andre modeller, skulle vi have bygget klingen op med f.eks. tape og lim, så den passede til hjulholderens diameter. Det slap vi for med burl-løsningen, da indlægget passer ekstremt stramt ned over klingen.

Stangen endte i øvrigt med at blive monteret med en lille fightbutt af en korkring og en halv burlring. Den vejer to gram. Hvilket næsten på decimalen er det samme som den metalafslutning, hjulholderen er født med.

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres I - Op på vægten

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres II – Øjer, tråd og lakering

  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post3

Så let kan det gøres - II

StangbygningPosted by ussingbech Sun, December 12, 2010 23:51:11

Tunge slangeringe kan dæmpe stangens aktion markant. Vi gik på jagt efter de letteste øjer.

Advarsel: Der kan forekomme høj nørdfaktor i denne blogserie.

Følg med, når vi vælger slangeringe og topøje til vores ultralette design af en Affinity X 590-4 til kystfiskeriet.

Topsektionen af en Affinity X i klasse 5 vejer 2,72 gram.

Hvis man monterer den med fem kraftige slangeringe i størrelse 1 og et matchende topøje, så lægger man 0,98 gram til. Det svarer til en dødvægt på 36 procent, som klingen skal flytte rundt på i hvert eneste kast.

Det lille regnestykke illustrer meget godt, hvorfor hardwaren spiller en vigtig rolle for den færdige stangs aktion. Vægten af øjerne er især afgørende yderst på klingen. Længere nede er deres vægt begrænset i forhold til klingens egenvægt, og her spiller deres vægt en mindre rolle.

På stænger i klasse 6, 7 og opefter er problemet ikke så stort. Her er klingen som regel så kraftig, at man kan undgå at belaste den unødigt ved at vælge slangeringe, der ikke er alt for store - vægten af en størrelse 1 er ofte blot det halve af en størrelse 2.

Men på de letteste stænger er der endog megen fornuft i at bruge de lettest mulige slangeringe.

Vægten blev mere end halveret
Der er to muligheder: Enten kan man vælge slangeringe i en tynd rustfri wire - eller også kan man vælge REC's Recoil-øjer, hvor materialet i sig selv er meget let. Som det fremgår, er der ret stor forskel:

■ Den spinkleste udgave af REC Recoil vejer 0,045 gram i størrelse 1.

■ Den kraftige REC Recoil vejer 0,070 gram i størrelse 1.

■ Den tynde Pacific Bay slangering vejer 0,060 gram i størrelse 1.

■ Den klassiske Pacific Bay ring vejer 0,100 gram i størrelse 1.

Vi valgte den lette REC til vores projekt - og monterede den med en stribe små ringe i størrelse 1/0 yderst. Samlet betød det, at stangens slangeringe kun vejer 0,175 gram mod de omkring 0,5 gram, som den tungeste løsning ville have vejet. På samme vis sparede vi knap kvart gram ved at vælge REC's topøje frem for Pacific Bays.

Besparelsen på cirka 0,6 gram kan virke beskeden – men den dækker over, at vægten på hardwaren er mere end halveret.

Vægtvogtere kan slappe af med skydeøjet

Til kystens lange kast er der mange fluefiskere, der foretrækker stænger, der har to skydeøjer.

Vi synes, at det er en smule overflødigt på de letteste stænger og vælger altid at montere klasse 5 med et enkelt skydeøje – som regel i størrelse 12.

Da skydeøjet sidder længst nede på stangen, betyder øjets vægt ikke meget for aktionen – og da der blot er 0,345 grams forskel på den tungeste og letteste model, vi har vejet, er valget af skydeøje ikke noget, vi går særligt op i.

Vi endte derfor med at bruge vores projektstang til at teste en vareprøve fra en amerikansk producent.

Spinkle beviklinger

På samme måde som tunge slangeringe kan lange beviklinger og tykke lakeringer dæmpe stangens aktion. Det ser man tit på folks første selvbyggerstænger - og på et overraskende stort antal fabriks-stænger.

Det ultimative, spinkle bevikling får man ved at bruge en tynd silketråd, som for eksempel Pearsall's Gossamer, der er mærkbart tyndere end normal stangbeviklingstråd i tykkelsen A.

Vi endte med en tredje løsning - Unithread 6/0 - men kun fordi vi faldt for farven Olive Dun. Beviklingerne blev ekstremt tynde, men tråden er svær at arbejde med, og vi vil ikke anbefale den løsning til andre.

Konklusion: Hold fokus på spidsen af stangen

Da vi begyndte at bygge fluestænger, havde vi primært fokus på vægten af skydeøjerne.

Men efter indkøbet af vores digitale vægt - og mange vejninger af øjer - afslører det sig, at det er langt vigtigere at have fokus på, hvor meget vægt man putter på spidsen af klingen. Det er her, man for alvor kan risikere at ødelægge en fin fluestangs aktion, hvis man bruger alt for store ringe.

Vores projekt med Affinity X endte med en stang, hvor vi havde valgt ultralette løsninger hele vejen - undtaget på skydeøjet.

Alligevel er det den yderste sektion, hvor lak, tråd og metal bidrager med relativt mest i forhold til klingens vægt.

■ 1. sektion blev 25 procent tungere af topøje, slangeringe, tråd og lak

■ 2. sektion blev 8 procent tungere af slangeringe, tråd og lak

■ 3. sektion blev 9 procent tungere af skydeøje, slangeringe, tråd og lak.

Det er værd at skrive sig bag øret - selv hvis man bygger fluestænger med ordinære slangeringe, som generelt er en god løsning. Da kan man blot vælge at gå lidt ned i størrelse - og dermed spare en del på vægten.

Tidligere blog i serien: Så let kan det gøres I - Op på vægten

  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post2

Så let kan det gøres - I

StangbygningPosted by ussingbech Sun, December 12, 2010 23:42:30

Hvad vejer den? Vægten kom til at afgøre mange valg, da vi byggede en Affinity X i klasse 5. Her er første etape af designfasen, som bestod af vejning af de mange mulige løsdele.


Advarsel: Der kan forekomme høj nørdfaktor i denne blogserie.

Hen over efteråret har vi bygget en Affinity X med det ene formål at gøre den så let som muligt. Følg vores overvejelser om stangbygningen i denne blog i fire afsnit.

Klingerne til vores fluestænger bliver år for år tyndere, hurtigere og lettere. Men mange stænger bygges stadig med tunge løsdele, der kun fungerer som dødvægt og sløver stangen ned.

Vi har de senere år haft fokus på lette stænger – og hen over efteråret gik der sport i at se, hvor let man kan bygge en fluestang, hvis man gør sig umage.

Serien her dokumenterer vores overvejelser under bygningen af en 9 fods Affinity X i klasse 5. Det er en stangtype, der er populær til kysten - og vel også er blevet en slags målestok for de lettere fluestænger.

Det første skridt var indkøb af en digital vægt med præcision på 0,01 gram. Den er blevet kalibreret op mod diverse mønter, hvor vægten er kendt – og i den lettere afdeling mod REC’s officielle vægte for deres slangeringe.

Passer den så? Tja, en testkaster, der skulle indplacere den færdige stang i CCS-systemet fik stangen og de enkelte sektioner vejet til præcist det samme som jeg. Så helt skævt vejer den nok ikke.

Hvordan gik det så? De nøgne tal ser sådan ud:

■ Klingens vægt: 44 gram.

■ Stangens vægt: 76,3 gram

Med andre ord har selve byggeriet kun bidraget med 32 gram. Det er mindre end mange saltvandshjulholdere vejer. Så noget må være gjort rigtigt.

I byggeriet har fokus ligget på to kerneområder: Det ene har været hjulholderen, det andet har været øjerne og lakeringernes vægt. Det første betyder meget for stangens totalvægt – det andet betyder relativt meget for vægten ude i spidsen af stangen.

Det går vi i detaljer med i de kommende indlæg i serien.


  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post1

Ups

StangbygningPosted by ussingbech Sun, December 12, 2010 23:28:10
Bloggen er forsvundet - men dele af den vil blive genskabt. Hav tålmodighed.

Claus

  • Comments(0)//blog.ussingbech.dk/#post0